kroatien 2012

Kroatien 2012

 

 

Turen til Kroatien startede onsdag  d. 15 august kl. 17.45.  Princippet hos os er at ferien starter, når vi kører på ferie.  Vi starter med en kop kaffe og kobler på den måde ud af hverdagen. Vores rute går til Hamborg – Hannover og ned ad A9 via Hof, Regensbrug og Passau. Dernæst gennem Østrig, Slovenien og videre til Kroatien. Vi tager en overnatning ved Hannover og så igen godt inde i Kroatien. Fredag omkring middag ankommer vi i Jezera ude på Murter. Båden sættes i v/ Toni´s Cafe og Milan forsøger at finde en plads til båden. Vores plan går på at bo i båden så lang tid så muligt i år.  Det er hyggeligt at opholde sig i havnemiljøet hele tiden.

Vi får lavet bådpapirer hvilket er et krav for at sejle i Adriaterhavet. Til det brug medbringer vi PAS, duelighedsbevis og forsikringspapirer  ( inkl. det blå bevis) på båden.

 

Andre papirer vi har med er originale registrerings attester på bil og trailer, det grønne bevis på bilen, bevis på rejseforsikring (verden). Ved evt. razzia i Tyskland eller ved grænseovergangene har det vist sig nyttigt at medbringe kvitteringer på båd, motor og på cyklerne som vi har stående oppe i båden på turen. Som noget nyt har vi i år tegnet et tidsbegrænset medlemskab af  www.Seahelp.com . Det kan nemmest sammenlignes med Dansk Søredningsselskab  som vi også har et medlemskab på.

Når vi kigger på den slags ting koster det selvfølgelig en lille smule, men hvis vi kigger lidt på hvad vi ellers bruger af beløb på båden og ferien er det jo peanuts i forhold til,  hvis der sker noget, hvor vi gerne vil have assistance.

I år har der været meget snak om Big Game licenser. Hvad må man og hvad må man ikke ? Vi har i år kontaktet den kroatiske  ambassade. De henviser til www.ribarsta.hr . Oplysningerne her er ikke opdateret fornylig og fortæller ikke meget nyt. Efter megen snak konkluderer vi, at vi godt må fange tun, hvis det gøres efter princippet ”catch and release”.  Licenser skal nu købes på nettet og husk den skal købes senest dagen før fiskedagen.

Første dag ligger vi hårdt ud med at fange en tun på 42 kg.

Dagen var næsten gået, - vi havde brugt de sidste sardiner og var egentlig klar til at bjerge stængerne. Jeg tænkte, at hvis jeg nu fik chancen i år for en fight, så skulle den bare have hele armen med fightergrejet.

Mens tanken og det lille håb forsat rumsterede i mit hoved skete det jeg drømte om. Det huggede og hjulet hvinede.

Det var super sjovt og jeg  kunne klart mærke at  teknikken var blevet bedre.   Efter  at have brugt en masse kræfter, sveden løb ned af kroppen og jeg fik sagt en masse underlig udtryk som åhh…. Iihh….jaa..osv. kom tunen endelig ind til bådsiden. Jeg hilser pænt på den. Vi skal passe på tunen så den ikke tager skade, så vi måler den ude i vandet og fastslår vægten ud fra det . Vi sætter den så fri og siger tak for besøget.   Det var super sejt.

Næste dag var det Poul´s tur.

Vi fik et voldsomt hug, som vi aldrig havde prøvet før. Den tog et udløb på en gang på 450 meter, hvor den hele tiden accelerere. Bremsen var på fuld strike men det betød ikke noget for den og så sprang den linien.

Øv altså. Den var stor.

Senere  samme dag huggede en 3 meter lang blåhaj. Den var både meget stærk og genstridig over situationen. Poul kæmpede, og den måtte overgive sig og kom ind til båden. Den forsøgte et sidste desperat forsøg og baskede løs med halen så Poul blev våd. Iført en arbejdshandske kappede vi linien så tæt på hajen som vi turde komme.

Det er dejligt vejr og varmt i løbet af dagen, så på vej ind til havnen kaster vi hver dag anker inde ved fastlandet og bader fra båden. Det var både en måde at blive vasket på, når vi boede i båden og at blive afkølet efter dagens udfordringer. 

Godt nok vil vi rigtig gerne fange fisk, men det er lige så vigtig at hygge sig , være i nuet og nyde livet og hinanden.

I dag er det den 26. august. Vores Big Game licens er udløbet. Vejrudsigten siger  blæst de næste par dage, så vi slapper blot af og tusser lidt omkring i området. Nyder bare at være der. Lige nu  ligger Poul ude på sædet agter i båden og snorker stille og roligt, mens jeg sidder her og skriver lidt.

Med hensyn til vejrudsigt kan man gå over på internetcafen,  benytte sig gratis Internet på cafeér eller restauranter når man nyder et eller andet der. Et andet alternativ er at købe et lokalt mobil stick,  som man så kan købe værdibon´s til . På  den måde får vi ingen overraskelser mht. internetforbruget.

Tirsdag den 28. august drog vi på tur rundt mellem de mange øer. Vi endte i en vig på Capri med en masse bøjer. Vi fortøjrede ved en, og var ude at bade. I løbet af eftermiddagen strømmede det til med både. Tættest på os lå en 61 fod stor tjekkisk yacht. Et flot syn, selvom vi ved siden af følte vi var krøbet lidt i vask.

En Ranger kom forbi, og forlangte 200 kuna for at overnatte ved bøjen. Dyrt syntes vi umiddelbart, men pyt det var jo ferie. Til aften ville vi prøve at komme ind på øen på den lokale restaurant. Alle de andre store både blev liggende ved deres bøjer og havde så gummibåde de søsatte og sejlede ind til øen. Det havde vi jo ikke, så vi satsede og forlod vores bøje for at sejle ind til natur - stenmolen.  En snoet stenbelagt romantisk sti med tykke reb på begge sider førte op til en lokal restaurant drevet af en familie ude på øen.

Det var spændende og det viste sig, at vi blev meget positivt overrasket. Der var næsten booket op, men vi var heldige at få et lille bord til 2 personer kilet ind. Man kan nærmest beskrive det som en terrasse vi sad på med udsigt ud over den bugt hvor alle bådene lå. Det var et fabelagtigt syn både da det var lyst og ikke mindst da det blev mørkt, hvor alle lanternerne på bådene var tændt. Vandet var spejlblank og enkelte af de helt store både havde blåt undervandslys tændt. Det så fedt ud og alle mennesker uanset nationalitet var glade, afslappede og nød bare livet med alle sanser. Vi sad ved siden af en besætning på 6 mand fra Østrig som var på en 5 ugers herretur i en kæmpe sejlbåd, hvorefter damerne ville støde til selskabet. De  hyggede sig også med  god gammel musik senere om natten. Da vi havde spist vores mad gik vi ned af den nu belyste sti til båden. Da vi betalte fik vi rabat på 100 Kuna, når vi kunne vise en kvittering på den tidligere betaling til rangeren.  Vi sejlede helt stille ud til bøjen, som heldigvis var ledig endnu. Vi drak et par glas vin  i lyset fra måne og stjernerne. Super romantisk var det.  Næste morgen  blev vi vækket af solen og vandets stille klukken på bådsiden. Vi startede med en tur i vandet inden morgenmaden. Senere på dagen sejlede vi stille og roligt ind til kysten og fulgte den tilbage til Jezera.  En rigtig hyggelig tur der varmt kan anbefales.

Den 30. august stod det på fiskeri igen. 2 kasser sardiner tog vi med ud til agnfisk. Mens vi lå derude kom en havskildpadde med et skjold på 60 – 70 cm svømmede stille og roligt forbi os. Den havde store begroninger på skjoldet, og så ud til at nyde livet. Senere havde vi et show inde under båden af 8 guldmakreller i ca. 1 time. Det blev ikke til nogen fangst den dag, men vi synes vi havde set og oplevet rigtig meget. Man føler sig både glad og lidt ydmyg efter sådan en oplevelse.

Dagen efter lå vi i havn igen. Der ventes blæst og 25 mm regn. Det er rigtig vigtigt at man lytter godt til vejrvarsler . Læser eller hører man ordet Bora på radioen skal man ikke være på vandet. Havet rejser sig  i løbet af 20 minutter til en åndsvag høj sø som er rigtig farlig. Vores vigtigste mission  den dag var, at komme op til bilen med det beskidte tøj, og så få noget nyt med tilbage til den sidste uge.

Vi har på det tidspunkt boet 14 dage i båden og det har gået rigtig godt.  Vi bliver nogle gange vasket i havet og andre gange bruger vi vores Solar Shaver sæk hvor vi med solens hjælp kan varme 20 liter vand op. Med hensyn til toilet så må det klares som man nu bedst kan da vi ikke har toilet om bord. Vi tisser i en spand og når vi skal mere forsøger vi at time det med et restaurantbesøg eller bruge et af de blå toiletskure omme på stranden eller noget andet.

Vi kan godt lide at bo i båden selv om der ikke er meget plads. Det er rigtig ferie stemning for os at bo der midt i det hele og føle den stemning der på broen og i byen på en gang.

 

En oplevelse fra Havbassen

 

 

 

 



Havbassen i Kroatien 2011

Havbasserne er kommet hjem fra Kroatien efter pragtfulde 3 uger dernede.
Vi boede de første 9 dage i båden og de sidste 10 v/ Sime. Vejret var set fra vores side pragtfuld varmt og solrigt. De varmeste dage lød på 39 grader og 25 grader om natten. Set fra kroaternes side savnede de vand, da det nu efter 6 uger uden vand var så tørt at deres oliven og figner var helt tøret ind og faldt af træerne.
Grejet blev samlet og fiskelicenser købt. I hyggens tegn drog vi ud på fiskepladserne. Det blev en kanonstart. De 3 første dage på vandet havde vi kontakt med tun. Det blev i alt til 5 tun på turen med den største på 55 kg. De tre satte vi ud igen så de kan fanges en anden gang.
Jeg selv fik den store fornøjelse at fange en tun på 47,4 kg. Den var 152 cm lang og  målte 95 cm om livet. Det tog 35 minutter at få den ind.
Min teknik var helt klart bedre end sidste år og jeg turde denne gang af spænde bremsen virkelig hårdt fra starten. Poul harpunerede den flot og efter lidt tid lagde den så i båden. Jeg var træt og både mavemuskler og balder rystede.
Det var en kæmpe oplevelse.
En dag hvor vandoverfladen var helt stille, og vi havde kun set nogle småfisk gnaske lidt i vores sardiner blev det pludselig meget spændende.
Svømmende op mod båden kom en 3,5 meter lang blåhaj. Vi så den helt tydeligt i det klare vand og den kom helt tæt på båden. Vores gnider gik tom og den kiggede på i den og kunne ikke forstå at der ikke kom mere mad.
Poul kastede et par sardiner ud til den som blev liggende i overfladen.  Hajen vente så rundt og kom dernæst op og tog den ene med hovendet oppe over vandet. Et flot syn, hvor man også føler repekt for dyret.
Da hajen lidt senere var væk var vi tilskuere til et flot optræden af mange tun der svømmede lige under båden. Det var vildt spændende og vi stod bare og nød synet. Vi fangede ingenting, men det betød ingenting med den oplevelse vi havde haft. De billeder tror jeg altid vi vil havde på nethinden.

Sommerferie i Kroatien med havbassen 2010

Onsdag den 11. August gik turen af sted til Kroatien. Turen gik fint og der var som tidligere 1960 km. Fredag middag var vi fremme. Resten af dagen blev brugt til køb af big game licenser og bådpapirer.

Lørdag eftermiddag ankom en del af Poul´s familie. De kom med fly til Split og havde så lejet en bil for 1 uge. Vi havde lejet to lejligheder ved siden af hinanden hos Milin Appartments. Det var to fine lejligheder med to soveværelser, køkken og bad og to fine altaner (

http://www.dalmacija.net/jezera/milin/ ) Et sted som vi kan anbefale at bo med familien centralt i byen og tæt på badestranden.

Søndag var en hellig festdag for Jomfru Maria, så om aftenen var der musik og boder over hele byen. Kl. 24.00 tændte de nødblus hele vejen rundt om havnen og sluttede af med et stort fyrværkeri.

Vi skulle lege lidt turister så mandag kørte vi til Skradin og tog sejlturen op til vandfaldene. En rigtig flot tur (

www.npkrka.hr )

Vi skulle forsøge at fange tun til aftensmaden en aften så tirsdag var vi ude at fiske mens de andre var turister. Det gav ingenting .

Onsdag var vi på tur til den gamle by i Zadar, hvor man både kan se på meget gamle bygninger og shoppe lidt hvis man ønsker det.

Torsdag var det tid til en fisketur igen - det var nu sidste chance hvis vi skulle fange tun til aftensmaden mens familien var der.

Med sardiner i båden begav vi os af sted på vandet kl. 08.00 Vejret var flot og meget varmt. Ca. 10.30 skete det vi havde ventet på. Det huggede, og der blev en voldsom aktivitet i båden. Poul fik fighterudstyr på og tog fat. Det var sjovt med kampen frem og tilbage hele tiden, og den var betydelig stærkere en den på 35 kg sidste år. Efter 30 minutter trak vi en tun indenbords.

Vi var både ellevilde, og havde en form for ydmyghed for det vi lige havde oplevet.

Sidste år fangede vi en på 35 kg, men i 4 år forinden har vi forsøgt uden at prøve at fange en tun - derfor var det en helt speciel og længe ventet oplevelse.

Vi kunne ikke vente med at få den vejet til vi kom ind, så med stor ståhaj og Poul oppe på taget af båden lykkedes det at veje den. Vægten viste 54 kg. Sådan….. Sådan ….sådan

Vi havde lovet familien at ringe, hvis vi fangede noget, så de kunne tage imod os når vi kom ind. På sejlturen ind kiggede vi flere gange ud på tunfisken og på hinanden - - - - Hvor er livet dog fedt.

Familien hjalp til med at putte i poser, holde hist og her, og bære kødet op i fryseren. Aftensmaden var hjemme i aften. Vi fik handlet salat, brød og købt lokal rødvin og hyggede med at spise al den tun vi overhovedet kunne den aften.

Fredag blev til en afslapningsdag hvor vi sluttede af med at spise på Kandela og lørdag morgen kl. 06.00 kørte familien mod lufthavnen i Split og fløj hjem.

Nogle rigtig hyggelige dage.

De næste dage var vi på vandet, og vejret viste sig fra den pæne side hver dag.

Jeg viste det nu var mig der stod for tur, hvis hjulet skulle begynde at larme igen.

En blanding af spænding og lidt frygt er vel dem fornemmelse jeg havde tror jeg, men var helt sikker på at der skulle kæmpes igennem hvis jeg var så heldig at det skete.

Vi fiskede hele mandagen, sardinerne slap op og vi fortsatte med at fiske mens grejerne blev gjort rene. Nå - nu kunne vi vist ikke trække den mere, og Poul begyndte langsomt at tage den første stang ind. Nu var det vist chancen for i dag,- tænkte jeg og så skal jeg f…… ellers love for at det huggede. Uh og jubiie - nu var det nu. Jeg fik fightergrejet på og startede min kamp, som senere viste sig at skulle blive længere og sværere end jeg i min vildeste fantasi overhovedet havde forestillet mig. Jeg gav alt hvad den kunne trække - på et tidspunkt må man abstrahere fra at der er syre i armene, lårene gør ondt der hvor figtherpladen klemmer og det føles som om vesten trykker sig ind i ryg og nyrer. Sveden løber ned i panden, og ind i øjnene. Panden må tørres ,og der må drikkes vand undervejs for at holde til det. Der er et ordsprog der hedder : man kan holde til dobbelt så meget som ens mor tror og ti gange så meget som ens svigermor tror. Måske er det rigtigt. Jeg tænkte på et tidspunkt, - at det værste det kunne ske, når jeg ikke kunne mere var, at jeg brækkede mig.

Nå, - efter 1 times kamp, hvor den også var tæt på båden 3 gange, men hver gang stak af igen, kunne jeg godt mærke, at hvis vi skulle have den her, som slet ikke var træt endnu, måtte jeg overlade stangen til Poul.

Mine ben og balder rystede bagefter og det var faktisk svært at stå på benene lige bagefter. Hold da op, hvor var jeg pludselig sulten.

Tunen var stadig voldsom voldsom stærk ,og da Poul havde haft tre kvarters kamp med den fik vi den endelig trukket indenbords i Havbassen.

Aldrig - aldrig - aldrig havde vi hverken forestillet os eller oplevet noget lignende.

Inde i havnen viste vægten 64 kg - SÅDAN SÅDAN hvor er livet dog fedt.

De næste to dage lagde vi i havn. Vi var begge trætte, havde ømme ben og arme og havde flere blå mærker. Man kan vel tale om at der sænkede sig en ro i båden for nu synes vi egentlig vi havde gjort det godt for i år. Det var alt det og meget mere end vi havde drømt om.

Vi havde en hyggelig tunaften sammen med team Jeru og spiste tun så det stod ud af begge ører. En herlig menu.

De næste dage stod den på blæst, regn og mangel på agnfisk pga. fuldmånen.

Vi hyggede os i båden, cyklede nogle ture og slappede totalt af.

Det blev senere til et par fiskedage mere, men uden nogen fangster.

Efter 3 uger tog vi båden op og vendte hjemad.

Vi sidder nu og tænker tilbage på en helt kanon og ubeskrivelig oplevelse som vi kan blive helt høje af at tænke på.

Vi må simpelt hen derned igen næste år.

Tun hilsner fra Havbassen

Poul og Inger

.


jubii ..... tun i båden

Havbassen på sommerferie i Kroatien 2009.

Forventningsfulde ankom vi til Jezera i Kroatien den 7. August ca. kl. 12.00.

Turen var gået nem, - uden ret meget trafik og ingen uheld.

Temperaturen rundede de 30 grader, så det virker voldsom når man første gang står ud af bilen.

Mange turister havde fundet det dejlige Jezera, så der var ingen plads i havnen ved Big Game Broen og Sime´ havde ikke nogen lejlighed den første uge. Specielt det første var lidt øv.

Planen blev så at vi boede i båden de første 2 dage i Marinaen, og så dernæst 4 dage i en saneringsmoden campingvogn oppe på grunden ved Sime´ s hus. Ved siden af campingvognen havde han muret et lille skur på 1,5 * 1,5 meter hvor vi havde vores eget toilet. En lidt skæg oplevelse at tænke tilbage på.

Vejret var godt hver eneste dag, og vi drog ud på vandet med sardiner som agnfisk og en stor ønskeseddel på at det skulle være i 2009 vi skulle prøve at fange en tun.

Dagene gik, og vi havde nogle fine oplevelser med delfiner, rokker, og springende

Albacorer, men tun kom der ingen af. Savlende stod vi, og kiggende på de andre

bådes tunfangster. På en aftentur rundt på havnekanten faldt vi over et tøjdyr som var lidt sjov med mange farver. Hurtigt blev vi enige om at det var vores nye mascot i båden, - den skulle bringe tun i båden.

Den 10. fiskedag var vendepunktet i tunfiskeriet. Vi havde et godt hug som fortalte os at en af knuderne ikke var i orden og sprang som sytråd. Senere fangede vi en baby-tun på 25 - 28 kg. Den var for lille, og blev udsat igen , men den gav en fin fight og var rigtig flot og vi var rigtig glade.

På den 12. fiskedag skete der noget igen. Vejret var helt stille, og efter en times fiskeri huggede det på den yderste stang. Kaffekopperne blev smidt og småkagerne kom i vandet. Det var det her vi havde drømt om, og havde talt om utallige gange. Poul fik figtherudstyret på, kameraet slået til og de to andre stænger kom ind. Der var sød musik fra hjulet og Poul forsøgte at få linie ind på hjulet. Tunfisken ville gerne bestemme slagets gang. Den var stærk og meget hurtig. Motoren skulle startes og der skulle sejles så vi kunne holde den lidt på afstand af båden.Den tog flere udløb nu og blev mere hidsig. Figthervesten strammes om ryggen af Poul og det var ekstremt varmt.

Spændingen steg i båden efterhånden som den kom nærmere. Jeg suste ud og ind af kahytten, gjorde hansker, harpun og køllen klar alt imens der måtte sejles på kommandoerne ude fra Poul. De lød: fremad - nu altså - hurtigere - rundt til højere - frigear - vi skal væk igen - hurtig nu - venstre om osv.

Vi var nysgerrige efter at se den, og det føltes nærmest som om blodet boblede i kroppen. 3 kvarter tog det før den lå rimelig tæmmet ved bådsiden.

For fuld kraft jog jeg harpunen gennem gællepladerne og ud på den anden side af dens hoved, og blodet fossede ud. Et reb om halen og vupti - så lå der en tun på dørken ( 129 cm lang og 33 kg) Kanon fed oplevelse.

Efter lidt oprydning i båden sejlede vi over til Team Jeru, og fejrede det med en kold øl.

Det blev en kort men dejlig dag på vandet. Sime´ blev også glad da han så den og han tilbød at rense den med vores hjælp. En flink mand, - ham Sime´. Hans søn var på vej ind med en tun på 70 kg. (ordentlig krabat)

Om aftenen kom Team Jeru til tun og rødvin. Rigtig hyggelig aften. Da vi bagefter havde ryddet op satte vi os ude på terrassen med et lille glas vin, så det video vi havde optaget og delte en cigar. En god dag var nu færdig.

Et par dage efter sang hjulet i havbassen igen, og var det mig der stod med fightervesten på. Den høvlede der ud ad, og jeg kunne overhovedet ikke tage linie ind. Jeg blev lidt overrasket over hvor voldsom stærk den var. Det var sjovt at prøve - men da den ikke synes det var sjovt at lege med mig mere sprang den bare linien og sagde farvel. Øv - det var en flad fornemmelse, men vi fanger den bare næste år.

En rigtig god ferie med godt vejr og hygge.

Havbassen



Guldmakrellen

Kroatien
I 2007 holdt vi sommerferien i Jezera i Kroatien.
Vi fangede 3 guldmakreller med den største på 15 kg.
Tidligere har vi fanget 5 Albacorrer med den største på ca. 15.5 kg.

Fangsten renses